Penge Af
Ændrede anbefalinger og kursmål er med til at forme udviklingen på det danske aktiemarked fredag ved middagstid, hvor Nordea må tage til takke med en bundplacering efter en ny vurdering fra Deutsche Bank.

Samtidig falder C20 Cap-indekset 0,4 pct. til 1187,33, mens 14 ud af 20 eliteaktier ligger i minus.

- Det er lidt blandet i dag, og markedet er meget præget af ændringer (af anbefalinger og kursmål, red.) hos finanshusene.

- Det er stilhed før stormen. Efter efterårsferien starter regnskabssæsonen rigtigt. Helt overordnet er markedet lige nu ekstremt følsomt for mæglerændringer på grund af mangel på andre nyheder, siger Tue Østergaard, aktiechef hos AGB Sundal Collier, til Ritzau Finans.

BANKERNE I FOKUS

I bunden af indekset ligger Nordea, efter at Deutsche Bank har sænket anbefalingen fra "sælg" til "hold", mens kursmålet er sat til 10,5 euro mod tidligere 11,5 euro. Omregnet svarer det til et kursmål på 78,16 kr.

Aktien i Nordea falder med 1,8 pct. til 83,40 kr. Specifikt for Nordea nævner Deutsche Bank tab af markedsandele, lav kundetilfredshed og risici forbundet med et it-transformationsprojekt og flytningen af hovedkvarteret til Helsinki fra Stockholm.

Analytikerne i Deutsche Bank har desuden sænket anbefalingen af Danske Bank til "hold" mod "køb", mens kursmålet for den danske bankaktie hæves til 270 kr. fra 263 kr., viser data fra Bloomberg News.

Ændringen kommer, i slipstrømmen af at UBS torsdag satte anbefalingen af Danske Bank op til "køb" fra "hold". Danske Bank falder 0,6 pct. til 249,20 kr.

Og Jyske Bank hives med ned med et fald på 0,5 pct. til 357,60 kr.

Uden for C20 har Sydbank for tredje dag i træk fået sænket sin anbefaling af en af de analytikere, der dækker bankens aktie. Fredag er det Handelsbanken, hvor analytiker Thomas Eskildsen har sænket anbefalingen til "reducér" fra "akkumulér", mens kursmålet fortsat er på 260 kr., viser data fra Bloomberg.

En aktie i Sydbank falder med 1,3 pct. til 250,90 kr.

PANDORA FALDER PÅ NYT KURSMÅL

Goldman Sachs har fredag sænket det langsigtede kursmål for aktierne i Pandora. Analytikerne her ser nu en kurs på 667 kr. mod 752 kr., viser data fra Bloomberg News.

Trods et 11 pct. lavere kursmål venter Goldman Sachs, at smykkeaktien vil genvinde lidt af fordums styrke, da en aktie i Pandora fredag handles til 606 kr., hvilket er et fald på dagen på 1,6 pct. Anbefalingen fastholdes på "neutral".

I toppen af indekset har Dong Energy placeret sig, efter at aktien torsdag faldt med 2,7 pct. Her var energikoncernen under salgspres, da Goldman Sachs havde solgt sin sidste portion aktier i energiselskabet med rabat til 375 kr. per aktie.

Fredag stiger aktien med 0,5 pct. til 373 kr.

En B-aktie i A.P. Møller-Mærsk falder med 0,6 pct. til 11.930 kr. Fredag viser SCFI-indekset ellers en stigning på 1,3 pct., og det er første gang siden juli, at spotraterne på at fragte containere fra Asien og ud i verden går i den retning. Til gengæld falder raten på den store rute til Nordeuropa endnu en gang og når laveste niveau siden juni 2016.

Handelsbanken har hævet sin anbefaling af A.P. Møller-Mærsk til "reducér" fra "sælg", og der lægges 200 kr. til kursmålet, så det nu lyder på 11.200 kr.

CARLSBERG FÅR HÆVET KURSMÅL

Torsdag afholdt Carlsberg kapitalmarkedsdag for inviterede analytikere og investorer, og siden har finanshuset ABG Sundal Collier set nærmere på bryggeriaktien.

Det har resulteret i et løftet kursmål fra investeringsbanken, der nu lyder på 800 kr. mod tidligere 750 kr., mens anbefalingen "køb" fastholdes.

Fredag stiger bryggeriaktien 0,4 pct. til 711 kr. efter gårsdagens fald på 0,9 pct.

- Det essentielle i kapitalmarkedsdagen var to ting. Den ene var, at Carlsberg ønsker at vokse mellem 2 og 4 pct. om året.

- Det andet er, at de ønsker at øge deres marginer op mod markedslederen Heineken, som ligger oppe omkring de 17-18 pct., siger Tue Østergaard fra ABG Sundal Collier om kapitalmarkedsdagen til Ritzau Finans.

ALK UDE I KULDEN HOS HANDELSBANKEN

Blandt sidepapirerne har ALK-Abelló oplyst, at selskabet har mistet en storaktionær, da britiske Jupiter Asset Management har solgt aktier og nu ejer mindre end 5 pct. af medicinalselskabet.

Selskabet er heller ikke inde i varmen hos Handelsbanken Capital Markets, der fastholder anbefalingen "reducer" og et kursmål på 981 kr. op til et par begivenheder, herunder annonceringen af selskabets nye strategi.

- Vi er lidt usikre på, hvordan denne strategi vil blive modtaget af markedet, især hvis det ses, at der kræves ekstern finansiering, skriver Handelsbanken i sin publikation "Børsnyt".

Udover strategien venter banken opmærksomhed om opstarten af et studie med selskabets husstøvmidetablet i børn. Studiet er - ifølge Handelsbanken - nøglen til at få succes på det amerikanske marked, og isoleret kan denne begivenhed blive en moderat positiv kurstrigger for aktien.

En aktie i ALK falder med 0,7 pct. til 1023 kr.

DAG TO FOR NILFISK

Og så er det anden dag på børsen for Nilfisk Holding som selvstændigt selskab efter udskillelsen fra NKT. Aktien endte sin første handelsdag på egne ben i 285 kr., mens NKT-aktien kostede 269 kr. ved børslukketid torsdag.

De to aktier kostede tilsammen 543 kr. onsdag før opsplitningen, så samlet fik NKT-aktionærerne en værdistigning på 2,0 pct. ud af torsdagens handel.

- Der er mange øjne på både NKT og Nilfisk. En del har optaget dækning af Nilfisk som ny aktie, siger Tue Østergaard fra ABG Sundal Collier, der har indledt dækning af Nilfisk-aktien med anbefalingen "hold" og med et kursmål på 300 kr.

Nilfisk stiger med 0,2 pct. til 285,60 kr., mens NKT falder med 1,2 pct. til 251 kr.

/ritzau/FINANS

Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Mens du sov: Bitcoin-lykkeriddere lukker storbørs ned i to omgange

Transportfirma har fuld fart mod børsen

LA lover skattelettelser for mindst 8 mia

"Det er ikke for sjov, når man sidder søndag nat med hele ledelsen og er klar til at lukke hele butikken ned"

Børsen mener: Gazellerne viser vej for den offentlige sektor

Ejere af lejligheder må se langt efter nyt håndværkerfradrag

To milliardhandler kollapsede i sidste øjeblik: "For helvede de har ikke pengene"

Bitcoin har haft et eventyrligt 2017 - men hvad køber man, hvor køber man og kan det blive ved?

Hæver 200 mio: Vi vil sikre os noget at leve af resten af livet