Aktie-status: TDC og Dong i yderpolerne i stigende eliteindeks
Foto: Erik Refner/Scanpix
Penge Af
Med relativt store udsving i hver sin retning har TDC og Dong lagt sig i yderpunkterne i torsdagens C20-indeks, der ved middagstid løfter sig til 1198,34 eller med 0,3 pct. i forhold til onsdagens lukkeniveau.

Teleaktien nyder godt af en sejr i et statsligt udbud og af et løftet kursmål hos Danske Bank, mens Dong trykkes af Goldman Sachs' salg af den sidste portion aktier for 375 kr. per aktie, som sætter retningen for torsdagens kursudvikling for aktien.

Torsdag middag er den presset 3,4 pct. baglæns til 374,90 kr., og det er helt forventeligt, mener Mads Zink, chefaktiehandler i Danske Bank.

- Nu er Goldman Sachs helt ude, og der er ikke længere noget overhæng tilbage i aktien fra den side. Jeg synes, at det er meget fair, at den ligger på 375 kr., som den blev placeret på i går, bemærker han.

MERE POTENTIALE I TDC

I toppen af eliteindekset stiger TDC 4,6 pct. til 39,39 kr. Selskabet er udpeget som hovedleverandør i to offentlige udbud hos den danske stat. I en toårig periode - med mulighed for forlængelse - skal TDC stå for en række teleydelser for potentielt flere end 100.000 offentlige ansatte, og aftalen er "bedre end sidst", skriver TDC i en meddelelse.

- Der kom en SKI-aftale (Statens og Kommunernes Indkøbsservice, red.) på plads i går, og det giver noget lettelse i aktien. De havde jo aftalen med staten tidligere, men der var selvfølgelig noget nervøsitet og usikkerhed om, hvorvidt de ville genvinde aftalen. Så nu skal der prises en del usikkerhed ud af TDC, påpeger Mads Zink.

- Så det er helt fair, at den stiger godt 4 pct. på grund af det, tilføjer han.

Ifølge Mads Zink og Danske Bank er der potentiale til mere i TDC-aktien. Bankens analytikere hævede torsdag middag kursmålet for teleaktien til 45 kr. fra 42 kr.

- Ikke at den nødvendigvis skal højere op i dag, men på sigt er potentialet til mere. Vi ser en "upside" på over 10 pct. i aktien, siger han.

UDSALG AF MÆRSK STOPPET

Med i toppen af indekset ligger Mærsk med et plus til B-aktien på 1,9 pct. til 12.140 kr. Men ifølge Mads Zink er det ikke så meget spørgsmålet, hvorfor aktien netop i dag blander sig i det gode selskab.

- Det bedre spørgsmål er nok, hvorfor den lå i så dårligt selskab for et par dage siden. Der har været et utroligt salgspres i aktien fra nogle store udenlandske sælgere, og mit indtryk er, at de sælgere er blevet færdige nu, og derfor får aktien lov til at komme tilbage igen, vurderer han.

Medvirkende årsag kan også være, at finanshuset Mainfirst hæver sin Mærsk-anbefaling til "outperform" og kursmålet marginalt til 13.800 kr., viser data fra Bloomberg.

LUKKET FEST I CARLSBERG

Med i bunden af indekset er Carlsberg, der torsdag formiddag holdt kapitalmarkedsdag for inviterede analytikere og investorer. Der var tale om en lukket fest, hvor de små aktionærer ikke blev budt velkommen. Det kritiserer Dansk Aktionærforening ifølge Berlingske Business. Bryggeriet falder 0,6 pct. til 710,50 kr.

Danske Bank er i negativt terræn nyhedsmæssigt. Banken er nu sigtet for "organiseret hvidvaskning" af de franske myndigheder for en række transaktioner på op mod 15 mio. euro. Til gengæld får banken hævet sin anbefaling til "køb" af UBS, som samtidig løfter kursmålet til 300 kr. ifølge Bloomberg News. Det samlede indtryk trækker bankaktien 0,5 pct. op til 251,90 kr.

NKT SPLITTET I TO

Blandt de mellemstore selskaber vender Nilfisk torsdag tilbage til fondsbørsen efter en næsten 30 år lang pause, siden selskabet var noteret som Fisker & Nielsen.

Anledningen er udskillelsen af Nilfisk-aktiviteterne fra NKT, som er gennemført på den måde, at ejerne af NKT's aktier også har fået en tilsvarende ejerandel af det nu separate Nilfisk, der producerer rengøringsmaskiner og derfor har en helt anden forretning end NKT's traditionelle produktion af kabler.

Torsdag middag handles den nye Nilfisk-aktie for 284,50 kr., mens NKT-aktien koster 275 kr. De to aktier kostede til sammen 543 kr. onsdag før opsplitningen, så samlet får NKT-aktionærerne en værdistigning på 3,0 pct.

Matas er fortsat i negativt fokus efter onsdagens katastrofale nedjustering, der kostede et kursfald på næsten 15 pct. Matas-ledelsen nægtede at udtale sig om opbremsningen i kædens salg og indtjening, og det vakte kritik blandt analytikere. Torsdag udbygges faldet med 2,5 pct. til 79,50 kr.

/ritzau/FINANS

Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Mens du sov: Bitcoin-lykkeriddere lukker storbørs ned i to omgange

Transportfirma har fuld fart mod børsen

LA lover skattelettelser for mindst 8 mia

"Det er ikke for sjov, når man sidder søndag nat med hele ledelsen og er klar til at lukke hele butikken ned"

Børsen mener: Gazellerne viser vej for den offentlige sektor

Ejere af lejligheder må se langt efter nyt håndværkerfradrag

To milliardhandler kollapsede i sidste øjeblik: "For helvede de har ikke pengene"

Bitcoin har haft et eventyrligt 2017 - men hvad køber man, hvor køber man og kan det blive ved?

Hæver 200 mio: Vi vil sikre os noget at leve af resten af livet