Penge Af
NKT deles i to, Goldman Sachs sælger de sidste Dong-aktier, og Danske Bank er igen i fokus for hvidvask-problemer. Det er tre af hovedhistorierne på det danske aktiemarked torsdag, hvor der generelt set ventes en uændret eller let positiv stemning på børserne i Europa.

I USA kom aktierne tilbage på rekordsporet mandag, og S & P 500-indekset ramte sit højeste niveau nogensinde efter dansk lukketid. Torsdag morgen foregår handlen med futures for både amerikanske og europæiske aktier dog i et lidt mere afdæmpet humør.

NKT har længe varmet op til en opsplitning af selskabet, og torsdag sker det på børsen: Ejerne af NKT's aktier vil fremover sidde på lige så mange aktier i det nu separate Nilfisk, der producerer rengøringsmaskiner og derfor har en helt anden forretning end NKT's traditionelle produktion af kabler. Ifølge Finans kan Nilfisk være et interessant mål for kapitalfonde.

Dong Energy ser ud til at miste Goldman Sachs som aktionær. Onsdag aften satte Goldman sine sidste 11,4 mio. aktier, svarende til 2,7 pct. af selskabet, til salg. Torsdag morgen forlyder det, at aktierne er solgt til 375 kr., hvilket er en rabat på 3,4 pct. i forhold til onsdagens rekordlukkekurs på 388 kr. Det kan sætte Dong under pres i torsdagens handel.

Energiaktien, som snart skifter navn til Ørsted, har til gengæld været inde i en usædvanligt gunstig periode på børsen og øget sin kurs med 17 pct. over den seneste måned og næsten 50 pct. siden nytår, hvilket er det næstbedste afkast i C20 Cap i år.

HVIDVASK I DANSKE BANK

Danske Bank er igen i negativt søgelys for bankens estiske afdeling. Banken er nu sigtet for "organiseret hvidvaskning" af de franske myndigheder for en række transaktioner på op mod 15 mio. euro. Til gengæld får banken hævet sin anbefaling til "køb" af UBS, som løfter kursmålet til 300 kr. ifølge Bloomberg News. En Danske Bank-aktie kostede 250,60 kr. onsdag.

A.P. Møller-Mærsk er også begunstiget af positive analytikernyheder. Det er banken Mainfirst, der hæver sin Mærsk-anbefaling til "outperform" og kursmålet marginalt til 13.800 kr., viser data fra Bloomberg. Onsdag var Mærsk godt kørende på børsen - uden nogen særlig forklaring - og B-aktien lukkede i 11.910 kr.

TDC har vundet status som hovedleverandør i to offentlige udbud hos den danske stat. I en toårig periode - med mulighed for forlængelse - skal TDC stå for en række teleydelser for potentielt flere end 100.000 offentlige ansatte, og aftalen er "bedre end sidst" for selskabet, skriver det i en meddelelse.

- TDC har før været ude at indikere, at hvis de tabte deres oprindelige del af aftalen, så ville de tabe omkring 200 mio. kr. i omsætning. Men nu vinder de både den og den øvrige kontrakt fra Telenor, så de får den fulde kontrakt. Der er ingen tvivl om, at det her er en stor aftale, siger analytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets.

Han spår en kursstigning på 3-5 pct. for TDC oven på nyheden.

Carlsberg kan komme i fokus op ad dagen, da selskabet holder kapitalmarkedsdag for inviterede analytikere og investorer. Men der er tale om en lukket fest, hvor de små aktionærer ikke er velkomne. Det kritiserer Dansk Aktionærforening ifølge Berlingske Business.

Uden for C20 er Matas fortsat i fokus efter onsdagens katastrofale nedjustering, der kostede et kursfald på næsten 15 pct. Matas-ledelsen nægtede at udtale sig om opbremsningen i kædens salg og indtjening, og det vakte kritik blandt analytikere.

/ritzau/FINANS


Vil du blive klogere på strategi og ledelse? Børsen Executive Club er tilbage, og giver dig inspiration og konkrete værktøjer. Interesseret? Klik her, og læs mere

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Biotekkomet stiger 40 pct efter gennembrud i kamp mod dødelig muskelsygdom

Har Danmark verdens bedste restaurant? Det bliver afgjort i aften

Kineserne svarer igen på amerikansk toldmur: "Trump ved, at han er oppe mod en formidabel modstander"

Aktier: Mærsk og DSV blev trukket ned af ulmende handelskrig

Her er Mette Bocks ultimatum til de røde partier: Tag imod det eller forlad medieforhandlingerne

Nets køber polsk e-betalingsselskab for 550 mio kr

Jyske Bank sender ny investor-robot i kamp mod Danske Banks June - og bliver en tand dyrere

Investeringsstrateg: Vores kærlighed til bankaktier er vokset

Unge sætter pengene i mursten: Tre grunde til de gør, som de gør