Valuta: Roligt marked afventer amerikanske inflationsdata
Foto: Scanpix
Penge Af
Valutamarkedet tager den med ro torsdag morgen, hvor kursbevægelserne er forholdsvis afdæmpede.

Den amerikanske dollar holder fast i et niveau tæt på det højeste mod yen i en måned, alt imens handlerne spejder mod torsdagens amerikanske forbrugerinflationsdata for indikationer af den mulige timing af Federal Reserves næste renteforhøjelse.

Glemt er sidste uges bekymringer over orkanen Irma og de geopolitiske spændinger med Nordkorea som epicenter, hvilket har givet nye aktierekorder på Wall Street, mens renterne igen er stigende i kølvandet af den reducerede risikoaversion.

Dagens fokus er på kerneinflationen, der er en vigtig faktor i Federal Reserves evaluering af inflationsbilledet.

"Markedet er flyttet lidt over mod den lave side med hensyn til forventningerne til Fed, så hvis de amerikanske inflationstal viser sig at være lidt stærkere end forventet, tror jeg, at det vil hjælpe med at øge dollar-rekylet en smule," siger markedschef Heng Koon How fra United Overseas Bank i Singapore til Reuters.

Det amerikanske kerneforbrugerprisindeks ventes at være steget 1,6 pct. på årsbasis i august mod en stigningstakt på 1,7 pct. i juli.

Federal Reserves inflationsmål lyder på 2 pct., men en lang række afdæmpede inflationsmålinger har reduceret forventningerne til de annoncerede planer om renteforhøjelser senere i år, hvilket har tynget dollarkursen.

Euro koster torsdag morgen 1,1880 dollar mod 1,1910 dollar onsdag eftermiddag, og dollar koster samtidig 110,50 yen mod 110,65 yen onsdag eftermiddag.

Dermed går der 131,25 yen på en euro torsdag morgen mod 131,80 yen onsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Er du på Messenger? Nu kan du følge Børsen på Facebook Messenger og få de vigtigste nyheder hver morgen på hverdage. Interesseret? Klik her og kom i gang.



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Skat rejser kæmpe momskrav mod Hesalight

To fradrag skal løse blå bloks pensionsknude

Globale storinvestorer er all in på aktier

Citi: Hvad nu hvis Novo Nordisk betaler 3,5 mia euro for Ablynx?

Tidspresset Mærsk på udkig efter partner til Drilling i Norge

Løkke stiller op til samråd om forhold til kvotekonger

Amerikanske aktier stiger: Appetit på risiko har nået ekstremt niveau

Analyse: Bankdirektør glemmer én ting

Storbanker om Genmab: Potentialet intakt trods sløv begyndelse