Aktier: Stille åbning med pil opad på nyhedsfattig fredag
Foto: Free/Lars Møller
Penge Af
Der er optræk til en stille åbning på det danske aktiemarked fredag med pil opad, hvor handlerne har få selskabsspecifikke nyheder at tage bestik af. Men Genmab kan måske være med til at trække C20-indekset yderligere op efter den beskedne indeksstigning på 0,6 pct. torsdag, hvor indekset lukkede i 1133,93.

Genmab, der torsdag steg 4,9 pct. i 1405 kr., oplyste onsdag aften, at selskabets partner, Janssen Biotech, planlægger at starte fire nye studier med Daratumumab (Darzalex) i knoglemarvskræft og amyloidose. Planen er at starte studierne mellem andet halvår af 2017 og første kvartal af 2018, fremgik det af meddelelsen.

Johnson & Johnson spåede forleden et salgspotentiale for Darzalex på over 4 mia. dollar inden for fire år, og på det amerikanske selskabs investordag blev Darzalex nævnt som et af fem produkter med megablockbusterpotentiale.

Fredag vil det vise sig, om Genmab kan fortsætte den positive udvikling og bidrage til fortsat stigning i C20 Cap.

Før åbningen stiger den tyske DAX-future 0,2 pct.

STG STYRTDYKKEDE

Omvendt kan fredagens handel indikere, om Scandinavian Tobacco Group er taget til nåde efter torsdagens fald på 15,7 pct. til 104,50 kr. efter et svagt regnskab med en stor nedjustering. Efter børsens lukning oplyste tobaksselskabet, at de to øverste direktør har købt tobaksaktier for samlet 1,2 mio. kr.

A.P. Møller-Mærsk kan fredag få opmærksomhed, da der bliver offentliggjort tal for rateudviklingen i containertransport i denne uge. Rederiaktien lukkede torsdag 0,1 pct. lavere i 12.340 kr.

FINANSHUSE HÆVER KURSMÅL

Nordea, der steg med 2 pct. til 86,05 kr. torsdag, har fået løftet kursmålet hos finanshuset ABG Sundal Collier til 89,10 kr. fra 80,86 kr. Anbefalingen er ifølge Bloomberg fortsat "hold".

ABG Sundal Collier har ligeledes hæver kursmålet på NNIT-aktien til 180 kr. fra 165 kr. efter torsdagens regnskab. Anbefalingen fastholdes på "sælg". Aktien lukkede torsdag uændret i 203 kr.

Rockwool, der torsdag steg med 0,5 pct. i 1342 kr. har ligeledes fået løftet kursmålet en anelse hos flere finanshuse efter torsdagens regnskab.

REGNSKABER FRA PARKEN OG ROVSING

Parken kommer fredag med regnskab for første kvartal. Selskabet, der blandt andet ejer FC København og Lalandia, venter i 2017 et overskud før skat på 60-80 mio. kr. og en omsætning på 1250-1275 mio. kr. En aktie i Parken steg torsdag 1,2 pct. til 87,50 kr.

Rovsing er også på banen med sit regnskab for tredje kvartal. Rovsing-aktien faldt torsdag 2,2 pct. til 0,27 kr.

/ritzau/FINANS

Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Trump: Vi vil sælge halvdelen af USA's oliereserver

Lyngby-ejer stævnet på dagen for fornyelse af licens

Mand var alene om at sprænge bombe i Manchester

Aktier: Danske aktier trodser positiv trend i Europa

Saxo Bank: Tvivlsomt om Opec-aftale kan tvinge prisen op

Donald Trump vil skære 3600 mia dollar på velfærden

Trump bad embedsmænd om hjælp til at begrave Rusland-sag

Storbank betaler 700 mio kr efter hvidvaskskandale

Britisk storbank klar med milliardplaster til investorer