Blackrock foretrækker finanspapirer i 2017
Foto: Scanpix
Penge Af
Finansaktierne kan få et rigtig godt år i 2017, hvis man kigger på det brede marked - og særligt i USA.

Faktisk er finanssektoren - sammen med visse andre aktivklasser - den klart mest foretrukne i år, hvis man spørger verdens største kapitalforvalter, amerikanske Blackrock.

Årsagen skal blandt andet findes i, at renterne igen er begyndt at stige efter valget af Donald Trump som USA's næste præsident og den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, renteforhøjelse i december - den blot anden af slagsen siden 2006. Derudover trækker højere vækst- og inflationstal også op.

Det giver nemlig bedre muligheder for bankerne, der typisk har renteindtægter som den klart væsentligste indtægtskilde. Samtidig ser det igen ud til, at bankerne i mindre grad vil have myndighederne på nakken efter flere års hårde kampe og store erstatningssager i kølvandet af finanskrisen.

- Finansaktier udkonkurrerer normalt det brede marked, når kurven bliver stejlere, og renterne stiger. Det hænger sammen med forretningsmodellen, fordi banker er afhængige af indskud og at kunne låne penge ud til højere renter. Det er i den retning, det går i USA, siger Wei Li, der er investeringsstrateg hos Blackrock, i et interview med Ritzau Finans.

- Vi ser også, at der lovgivningsmæssigt kan blive løsnet lidt mere, end det var ventet inden valget. Hvis man lægger det hele sammen, kan der meget vel være mere i vente for finansaktierne, der også er attraktive i forhold til værdiansættelsen, fortsætter hun.

AMERIKANSKE BANKER BEDST

Hun vurderer, at det i særlig grad er de amerikanske bankaktier, man skal holde øje med, fordi økonomien i USA er længere fremme, hvilket giver udsigt til flere renteforhøjelser fra Federal Reserve, men også fordi bankerne på den vestlige side af Atlanten ser ud til igen at være kommet bedre oven på efter finanskrisen.

Det skaber en til stadighed større kløft fra USA til resten af verden, men alligevel kan der også i perioder være god værdi i eksempelvis europæiske bankpapirer.

- De europæiske banker har nogle helt andre udfordringer - blandt andet store strukturelle udfordringer. I USA har man taget de hårde slag og nedskaleret, så man nu er i tilstrækkelig god form til at komme tilbage, mens man i Europa ikke har nedskaleret betydeligt under finanskrisen og nu skal kæmpe med rekapitalisering, siger Wei Li.

Hun peger i den forbindelse blandt andet på den italienske banksektor som et eksempel på et område, hvor der netop nu er stort fokus på at skabe en løsning på de akutte kapitalproblemer.

Det betyder dog ikke, at der ikke også kan være gevinst at hente i andre europæiske bankpapirer, når renterne stiger.

- Amerikanske banker synes at være i en bedre position, men alligevel handler de europæiske og amerikanske aktier også nogle gange meget synkront fra dag til dag, siger Wei Li.

/ritzau/FINANS

Få gode råd om karriere og ledelse. Bliv ven med Børsen på Linkedin



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


De allerbedste medarbejdere bliver mødt med den hårdeste linje

Analyse før topmøde: Giftig gas, frihandel og Brexit på menuen

Danske Bank: Derfor skal du holde dig fra populære europæiske bil-aktier

Krogsgaard efter vigtig amerikansk milepæl: Væksten i GLP1 skal op på 25 pct. igen

Analyse: Spansk regering udløser politisk atombombe

30 år efter Sorte mandag: Kæmpeinvestor frygter stort fald i stabile aktier

Spanien truer Catalonien med at suspendere Cataloniens selvstyre

Laver film for Lego: Nu vil ejer sælge livsværk

Derfor sender Carnegie-analyse Pandora i vejret