Onsdagens aktier: Chr. Hansen fodrede C20-stigning på smånervøs dag
Chr. Hansen fik kanonstigning efter regnskabsmeddelelse.
Foto: Scanpix
Penge Af
Chr. Hansen førte an i C20 Cap-flokken med flere længder onsdag, hvor selskabets regnskab gav foder til en pæn kursstigning. Regnskabsåret er nemlig startet med et større salg af kulturer, enzymer og farvestoffer for ingredienskoncernen end ventet.

Samlet set fulgte C20 Cap den smånervøse stemning i Europa forud for Donald Trumps første pressemøde i et halvt år, men ud på eftermiddagen var der mere optimisme at spore i handlen. Det danske eliteindeks endte 0,8 pct. højere i 1038,5.

FLOT VÆKST HOS CHR. HANSEN

Chr. Hansens kursgalop blev udløst af en imponerende organisk vækst på 11,0 pct. i sit første kvartal, der dækker over september, oktober og november 2016. Der var kun ventet en organisk vækst på 7,0 pct. ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates.

- Chr. Hansen er kommet godt i gang på regnskabsåret. Selskabet fastholder sine forventninger, men man har vel allerede nu sat kursen mod den øvre ende af prognoseintervallet, siger analytiker Morten Imsgard fra Sydbank med henvisning til forventningerne om en vækst på 8-10 pct. for hele året.

Regnskabet viste også et overskud på 65,5 mio. euro for den primære drift (EBIT) før særlige poster. Til sammenligning havde analytikerne ventet 62,0 mio. euro.

Chr. Hansen-aktien sluttede med en fuldblodsstigning på 5,1 pct. til 408,40 kr.

RYSTETUR TIL PANDORA

Pandora nåede at vise store udsving i dagens løb, da den amerikanske smykkeforhandler Signet afslørede tal for sit julesalg. De var overordnet skuffende, og Signet måtte nedjustere, hvilket sendte den danske aktie ned.

Men i en telekonference beroligede Signet-chef Mark Light med, at Pandora-sortimentet klarede sig "fint" i perioden, og så kom Pandora-aktien op i sadlen igen. Den endte 2 pct. højere i 883 kr.

A.P. Møller-Mærsk-aktierne fik også en pæn eftermiddag, hvor en stigende oliepris gav en hestesko til konglomerataktien. Selskabet har godt nok denne uge fortsat hestekuren i Maersk Oil med nye fyringer på vej i den danske forretning, men olieprisen er stadig vigtig for afkastet i koncernen. Mærsk B-aktien sluttede med et løft på 2 pct. til 11.870 kr.

ÅRETS FØRSTE VESTAS-ORDRE

Vestas var også i god gænge, efter at vindmøllekoncernen fik en amerikansk ordre på 300 megawatt sent tirsdag. Ordren er den første faste og ubetingede, som Vestas offentliggør i 2017, og den indeholder også en flerårig serviceaftale.

Kepler Cheuvreux har desuden lagt godt 6 pct. til sit kursmål for Vestas, der nu lyder på 630 kr. Anbefalingen er fortsat "køb" ifølge Bloomberg. Aktien sluttede 1,8 pct. højere i 480,60 kr.

GN Store Nord og William Demant fik amerikansk nyt, da den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA) opgjorde selskabernes markedsandel i december. William Demant har mistet en smule terræn til den danske rival i december, men begge aktier sluttede med lidt kursfremgang. GN-aktien steg 0,3 pct. til 148,20 kr., mens WDH øgede 0,2 pct. til 124,80 kr.

Nederst i eliteindekset var Carlsberg bundprop med et dyk på 0,5 pct. til 607,50 kr. Bryggeriet fik ellers løftet sit kursmål af Morgan Stanley med 40 kr.

FLSMIDTH FORTSATTE OP

Uden for C20 steg FLSmidth 4,7 pct. tirsdag, og aktien fortsatte i den rigtige retning med et løft på 1,9 pct. til 326,60 kr. onsdag. Selskabet var hjulpet på vej af stigende råvarepriser, og storbanken Goldman Sachs har løftet sit kursmål for FLSmidth med 60 kr. til 370 kr., mens anbefalingen fortsat er "køb".

SAS aflagde trafiktal for december, hvor flyselskabet med en stigning på 10,5 pct. i antallet af fløjne passagerer lykkedes med at holde sig et mulehår foran rivalen Norwegian set over hele 2016. Aktien steg 1,8 pct. til 11,10 kr.

/ritzau/FINANS



Er du på Messenger? Nu kan du følge Børsen på Facebook Messenger og få de vigtigste nyheder hver morgen på hverdage. Interesseret? Klik her og kom i gang.



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Se dig for med biotek-papirer

Sponsoreret af
Investtech

Forsiden lige nu


Han har knækket koden til de japanske mænd

Så meget er Pandoras kursmål skrumpet det seneste år: Analytikere er trætte af manglende salgstal

33-årige Daniel Daugaard har ikke haft en fridag i to år: "Vi ramte det perfekte tidspunkt at starte"

Hedgefond i short-angreb efter skuffelser over Genmabs guldæg: "Det er et udtryk for kortsigtet usikkerhed"

Sådan får du den bedste skiferie

Helle Ib: Giftig politisk cocktail smager af nederlag til Løkke ved næste folketingsvalg

Chefundersøger i ny anklage: Sådan påvirkede russerne det amerikanske valg

Restauranter lokker med billig mad – tjener kassen på sodavand

Det vigtigste for dine aktier i ugen der kommer