Søg
Bliv kunde

Markeder Af
Investorerne var tilbage i salgshumøret onsdag, og det ramte blandt andre Sydbank, som blev kørt over på børsen efter sit årsregnskab. Generelt var der dog også rigeligt med røde tal at finde på kurslisterne i både København og resten af Europa.

C20 Cap-indekset endte således 3,0 pct. lavere i 955,48, og alle 20 aktier faldt.

Ude i Europa var der også indeksfald på 2 til 3 pct. på de store børser, efter at et nyt fald i olieprisen samt priserne på andre råvarer gav kursrystelser for aktier, der er eksponeret på de fronter. Det skete, efter at Saudi-Arabien har afvist at skære i sin olieproduktion, og da der lader til at være større lageropbygning af råolie i USA end ventet.

Sydbank slagtet


Herhjemme var det dog primært bankaktierne, der var i fokus, og mest med dårligt nyt på tallerkenen.

Sydbanks årsregnskab, der blev fremlagt onsdag morgen, faldt ikke i investorernes smag, selv om banken havde en stor udlodning til aktionærerne på menuen.

Aabenraa-banken kom ud af 2015 med det bedste resultat siden finanskrisen. Markant lavere nedskrivninger betød, at banken kom ud af fjerde kvartal med et overskud på 316 mio. kr., mens plusset for hele 2015 lød på 1148 mio. kr. - en fremgang på knap 100 mio. kr. fra året før.

I forlængelse af regnskabet sender banken hele årets overskud tilbage til aktionærerne, fordelt på udbytter på samlet set 11,12 kr. per aktie og et aktietilbagekøbsprogram på 350 mio. kr.

"Det er et meget højt niveau. De lander ret højt på deres kapitalniveau og kunne godt have udbetalt mere, hvis de havde bevæget sig over 100 pct., men det er stadigvæk meget højt," bemærker analytiker Mads Thinggaard fra Handelsbanken i en umiddelbar kommentar.

Han påpeger dog også, at særligt gebyrindtægterne i regnskabet var "bløde", og aktiemarkedet ser også ud til at have fundet adskillige hår i Sydbanks suppe. Aktien faldt mere og mere i løbet af onsdagen, i takt med at investorerne tog bestik af situationen, og den sluttede 8,4 pct. lavere i 179,30 kr.

Også andre C20-banker ramt

Jyske Bank var også i vælten med et fald på 4,8 pct. til 287,30 kr. dagen efter sit årsregnskab, som ellers udløste en relativt neutral kursreaktion på dagen. Men eftersmagen har ikke huet investorerne, som også kunne se Nordea og Handelsbanken justere deres kursmål for Silkeborg-banken en anelse ned.

Danske Bank faldt, efter at finanshuset Macquarie ifølge Bloomberg News har sænket anbefalingen af aktien til "underperform" fra neutral", mens kursmålet er skåret med 30 kr. til 170 kr.

Macquaries analytikere mener, at aktien handles til en "anstrengt" værdiansættelse set i forhold til sektoren, og trods at ledelsen har gjort det "fremragende", er der usikkerhed om den fremtidige indtjening, rapporterer Bloomberg News.

Desuden skriver Børsen, at storaktionæren Cevian Capital kan være på vej mod et frasalg af sin 14 mia. kr. store aktiepost, da selskabet har trukket sig fra bestyrelsen. Danske Bank-aktien faldt 3,8 pct. til 181 kr.

Macquarie har også set nærmere på Nordea, hvor kursmålet er sænket til 73,41 kr. fra 80,32 kr. Nordea-aktien gik 2,6 pct. tilbage til 65,90 kr. i onsdagens handel.

Kun TDC overgik Jyskes nedtur med et fald på 5 pct. til 28,89 kr., mens der i toppen af C20 Cap var mindst kursfald til defensive aktier som William Demant, Coloplast og Chr. Hansen.

Sidepapirer

Uden for topindekset afleverede sourcing- og servicevirksomheden Solar, som arbejder inden for el-, vvs- og ventilationsteknologi, sin årsrapport. Der var dog ikke meget nyt på menuen, da selskabet i starten af februar annoncerede hovedtallene for 2015 og forventningerne til indeværende år.

Solar har dog oplyst, at man løfter udbyttet med 3 kr., så der bliver sendt 10 kr. per aktie retur til aktionærerne. Solar-aktien sluttede 0,8 pct. højere i 334 kr.

Grønlandsbanken afleverede sent tirsdag sit regnskab for 2015. Bankens resultat før kursreguleringer og nedskrivninger faldt til 136,8 mio. kr., hvilket var 12 mio. kr. lavere end rekordåret 2014. I år sigter banken efter et resultat på 125-145 mio. kr. Aktien sluttede 1,1 pct. højere i 645 kr., dog under tynd handel.

Også Gyldendal har aflagt årsregnskab uden større dramatik - B-aktien steg dog 0,8 pct. til 532 kr.

Endelig kom der 2015-tal for Danske Andelskassers Bank, der mærkede et stort fald i indtægterne og kursreguleringerne og derfor gik fra plus til minus i forhold til 2014.

Resultaterne, kombineret med udsigterne til 2016, virkede dog alligevel appetitvækkende på investorerne, der tildelte DAB-aktien en trestjernet stigning på 9 pct. til 3,48 kr., den højeste kurs i år for banken.

/ritzau/FINANS

Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Anbefalet



C20 Cap

Aktie % +/- Kurs
Chr. Hansen Holding 0,41 +1,60 396,30
Novo Nordisk B -0,20 -0,60 296,20
Coloplast B -0,39 -2,00 512,50
William Demant Holding -0,43 -0,60 137,90
Carlsberg B -0,55 -3,50 628,50
Novozymes B -0,58 -1,70 291,30
Vestas Wind Systems -0,73 -4,00 547,50
Pandora -0,75 -6,00 794,00
H. Lundbeck -0,78 -1,80 228,30
Genmab -0,79 -9,00 1134,00
ISS -0,80 -2,20 271,70
GN Store Nord -0,86 -1,30 149,40
Jyske Bank -0,90 -2,80 308,70
Danske Bank -1,04 -2,00 189,80
TDC -1,23 -0,49 39,31
DSV -1,46 -4,80 324,90
FLSmidth & Co -1,64 -4,20 252,30
Nordea Bank -1,74 -1,15 65,05
A.P. Møller - Mærsk A -1,75 -165,00 9255,00
A.P. Møller - Mærsk B -2,28 -225,00 9655,00

Seneste Penge