Søg
Bliv kunde

Markeder Af
De danske aktier ser ud til at gå en lettere positiv onsdag i møde, som alt andet lige vil lune hos investorerne oven på tirsdagens fald og ikke mindst det fortsat kølige vintervejr.

En times tid før onsdagens åbning peger europæiske futures op med stigninger i omegnen af 0,4 pct. Derudover endte de amerikanske aktiemarkeder med at stige efter dansk børslukning tirsdag, hvorfor der også kan sprede sig en positiv stemning og større risikolyst herhjemme fra børsåbning.

 Det vil følge efter en tirsdag, hvor det ledende C20 Cap-indeks sluttede 0,7 pct. lavere i 945,79, og hvor hovedparten af elitepapirerne endte dagen i rødt. Den generelt sure udvikling fulgte, efter at Saudi-Arabien og Rusland på et møde tirsdag blev enige om at fastfryse deres produktion af olie. Herefter gled olieprisen - og med den de fleste europæiske indeks.

"Gårsdagens aftale mellem Saudi-Arabien og Rusland sendte både olie- og aktiepriserne op og ned over dagen, indtil amerikanerne vågnede og bidrog til et pænt olieprisfald. Det fik også de europæiske aktier til at slutte dagen med fald mellem 0,5-1,5 pct.," påpeger chefstrateg Henrik Drusebjerg fra Carnegie i en skriftlig kommentar.

"Senere på aftenen (tirsdag, red.) vendte amerikanernes humør, og der blev købt bredt op i de sektorer, der har fået flest prygl de seneste uger som for eksempel finansaktierne," tilføjer chefstrategen.

SENT GENMAB-REGNSKAB


Onsdagens eneste C20-regnskab kommer fra biotekvirksomheden Genmab, som imidlertid først ventes at blive præsenteret efter børslukning. I regnskabet for fjerde kvartal vil det som sådan ikke være selve regnskabstallene, der får det store fokus.

Derimod vil opmærksomheden være rettet på prognosen for 2016 samt mulige salgstal om kræftmidlet Darzalex, der kom på markedet i USA i slutningen af 2015. Genmab endte tirsdag 0,6 pct. højere i 695 kr.

I en anden branche har A.P. Møller-Mærsk fået sænket kursmålet med 300 kr. til 9900 hos finanshuset UBS, der fortsat har en købsanbefaling på aktien, skriver Bloomberg.

Desuden har Mærsk-investorerne fra onsdagens morgenstund kunnet læse seneste regnskab fra Det Norske Oljeselskap, som Maersk Oil arbejder sammen med på Johan Sverdrup-feltet i Nordsøen. Det norske selskab havde røde tal på bundlinjen i fjerde kvartal. Tirsdag endte B-aktien hos A.P. Møller-Mærsk 3,6 pct. lavere i 8225 kr.

MERE NYT FRA UDLANDET

Fra udlandet er der også kommet regnskab fra ingrediens- og kemikaliekoncernen DSM, der landede stort set som ventet i fjerde kvartal sidste år. Regnskabet kan være interessant for Novozymes og Chr.  Hansen, idet selskaberne konkurrerer med det hollandske firma inden for henholdsvis udvikling af enzymer til ethanolindustrien og kulturer til fødevareindustrien.

Typisk plejer regnskabet fra hollænderne dog ikke at påvirke aktiekursen hos Novozymes og Chr. Hansen, der tirsdag endte henholdsvis 1,1 pct. lavere i 284,50 kr. og 0,6 pct. lavere i 399,60 kr.

Ingeniørkoncernen FLSmidth havde en god tirsdag og har trods et meget volatilt aktiemarked i 2016 formået at levere et positivt afkast. Det har kun tre aktier i C20 Cap-indekset. Ifølge iagttagere skyldes det blandt andet, at hedgefonde har mindsket eller droppet shortpositioner ved at købe op i aktien. FLSmidth endte tirsdag 2,8 pct. højere i 249,70 kr.

SÆNKEDE KURSMÅL

Uden for eliteindekset har Topdanmark fået skåret kursmålet hos Mediobanca med 7 kr. til 183 kr.  Anbefalingen er fortsat "neutral" ifølge Bloomberg. Aktien i forsikringsselskabet endte tirsdag 1,6 pct. lavere i 145,60 kr.

Slutteligt har vagt- og serviceselskabet G4S, hvis danske notering snart kan være fortid, fået sænket kursmålet hos den britiske storbank HSBC, som nu har kursmålet 19,60 kr. mod tidligere 21,75 kr. Anbefalingen fastholdes på "hold". Tirsdag lukkede G4S 3,6 pct. lavere i 18,87 kr. på børsen i København.

/ritzau/FINANS

Læs også



Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Anbefalet



C20 Cap

Aktie % +/- Kurs
H. Lundbeck 1,70 +4,50 268,60
Novo Nordisk B 0,72 +1,70 237,60
Danske Bank 0,49 +1,00 205,00
GN Store Nord 0,37 +0,50 135,20
A.P. Møller - Mærsk A 0,37 +35,00 9475,00
Coloplast B 0,16 +0,70 444,80
Carlsberg B 0,09 +0,50 580,00
TDC -0,21 -0,07 33,21
Pandora -0,24 -2,00 826,00
A.P. Møller - Mærsk B -0,25 -25,00 9910,00
Nordea Bank -0,27 -0,20 72,85
Jyske Bank -0,45 -1,40 307,60
Chr. Hansen Holding -0,47 -1,80 384,00
DSV -0,49 -1,50 306,80
Genmab -0,51 -6,00 1180,00
William Demant Holding -0,78 -0,90 115,00
ISS -0,85 -2,00 234,50
FLSmidth & Co -1,42 -4,10 284,80
Novozymes B -2,00 -4,70 230,60
Vestas Wind Systems -2,84 -12,80 437,50

Seneste Penge