Tokyo er tilbage efter torsdagens helligdag, og de toneangivende indeks faldt over 5 pct. i den tidlige handel, mens handlen i Seoul blev standset midlertidigt efter et fald i Kosdaq-indeket på over 8 pct.
I den tidlige eftermiddagshandel har markederne stabiliseret sig, og med verbal intervention fra Bank of Japans side, er faldene lidt mere afdæmpede.
"Markederne er ved at miste troen på centralbankerne og deres evne til at stabilisere situationen. Centralbankerne bliver nødt til at tage ukonventionelle tiltag i betragtning. Den globale økonomi er yderst svag," vurderer investeringschef Matthew Sherwood fra Perpetual Ltd. i Sydney over for Bloomberg News.
På børsen i Tokyo var reaktionen på gårsdagens massive styrkelse af yen klar. De tunge eksportaktier blev sendt markant ned, og de store indeks faldt massivt.
Og trods den verbale intervention fra centralbankchef Haruhiko Kuroda, der pointerer, at valutakurserne bør afspejle de grundlæggende økonomiske forhold, og at risikoreduktionen nu er overdrevet, ligger det toneangivende Nikkei 225 indeks fortsat med et minus på 3,5 pct., og det bredere Topix-indeks dropper 3,7 pct.
I Hongkong falder Hang Seng 0,5 pct., mens Seoul følger trop med fald i Kospi-indekset på 1,3 pct.
De andre kinesisk-relaterede børser, Shanghai, Shenzhen og Taipei, er fortsat lukkede for det kinesiske nytår.
LÆS OGSÅ: Valuta: Frygt for intervention holder japanske yen oppe
LÆS OGSÅ: Råvarer: Fortsat stor volatilitet i olie og guld
De amerikanske aktiefutures ligger ved 5.50-tiden med stigninger på 0,4-0,5 pct.
TABEL
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | -3,5 |
Topix | -3,7 |
Hongkongs Hang Seng | -0,5 |
China Shanghai Composite | Lukket |
China CSI 300 | Lukket |
Taiwan Taiex | Lukket |
Sydkoreas Kospi | -1,3 |
Indiens BSE Sensex | -0,6 |
Singapores STI | +0,3 |
Sydney ASX 200 | -1,1 |
Indeksværdi klokken 05.50.
/ritzau/FINANS