Valuta: Yen styrket markant i Tokyos fravær
Foto: Scanpix
Markeder Af
Der er bud efter japanske yen i stor stil på de internationale valutamarkeder torsdag morgen, hvor de japanske handlere selv er på sidelinjen, da de finansielle markeder i Tokyo er lukket for en national helligdag.

Styrkelsen af yen startede massivt i amerikansk åbningstid onsdag aften, og trenden er fortsat i New Zealand og Australien torsdag morgen, inden finanscentrene i Hongkong og Singapore fulgte op med et lille rekyl.

"Markederne synes at teste beslutsomhed hos Bank of Japan og sætte spørgsmålstegn ved pengepolitikkens effektivitet, når det gælder om at svække japanske yen. Ingen ønsker at se deres valuta bevæge sig rundt for hurtigt. Alene det - uanset det nuværende niveau - antyder, at der kan komme nogle udjævnende tiltag for at bremse svingningerne", vurderer valutachef Sam Tuck fra ANZ Bank New Zealand i Auckland over for Bloomberg News.

De finansielle markeder har i stor stil vendt den japanske pengepolitik ryggen, og de massive spekulative beholdninger af dollar mod yen baseret på forventning om stigende renter i USA og nulrenter i Japan er i gang med at blive afviklet.

Den forventede makroøkonomiske divergens er ikke ændret markant, selv om den amerikanske centralbankchef, Janet Yellens, høring foran Kongressen onsdag indikerede, at fire renteforhøjelser i år ikke længere er på dagsordenen, samt at en forhøjelse i marts nu er langt mindre sandsynlig end hidtil antaget.

Men tvivlen på effekten af de massive pengepolitiske lempelser fra Bank of Japans side, der gennem de seneste år har pumpet enorme mængder af likviditet ud i de finansielle markeder og sendt selv den tiårige rente under nulpunktet, er nu så stor, at markedet i stedet for at sælge yen ud over afgrunden har valgt at afvikle de allerede indgåede positioner i takt med, at markedet er gået i mod de spekulative beholdninger.

Yen er nu stærkere set mod dollar, end da Bank of Japan overraskende udvidede de pengepolitiske lempelser i november 2014. Og det får analytikere til at imødese en form for intervention - enten verbal eller direkte.

Intervention i markedet fra Bank of Japans side vil vise centralbankens egen panikagtige bekymring, da den japanske centralbank ikke har ageret i det åbne marked for at afbøde udsving, siden rekord-interventionen i 2011 satte en stopper for den største styrkelse af yen siden anden verdenskrig, der opstod i kølvandet af tsumani-katastrofen og den efterfølgende hjemtrækning af japanske udenlandske investeringer.

Dollar koster torsdag morgen 112,85 yen mod 114,55 yen onsdag eftermiddag, mens der går 127,35 yen på en euro onsdag morgen mod 128,20 yen onsdag eftermiddag.

Euro koster samtidig 1,1285 dollar mod 1,1190 dollar onsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Bliv ven med Børsen på Linkedin og få relevante karrierenyheder i dit nyhedsfeed



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


DF: Sidste chance for Løkkes håndværkerløfte

Mens du sov: Republikanerne åbner for nyt angreb på Obamacare

Postnord skal under kærlig behandling af privatiseringshøg

Danskejet hospital rider på rumænsk vækstbølge

USA: Happy Meals og mineudstyr sender aktieindeks i rekord - Google dykker

Republikanerne får ny chance til at stoppe Obamacare

Konsulent droppede jobbet for at gå i krig med bankers gebyrsjusk

Hedgefond satser millioner på kurstæsk til Pandora

DEBAT: Stor ros til Joachim B. Olsen