Søg
Bliv kunde

Aktier: C20 følger med Novo i dørken
Lars Rebien Sørensen, adm. direktør i Novo Nordisk
Foto: Scanpix
Markeder Af
De danske aktier - og Novo Nordisk i særdeles - gik sukkerkolde i onsdagens aktiehandel.

Det var især regnskabet fra den Bagsværd-baserede medicinalgigant, der trak aktiehumøret nedad, men også påvirkning fra udlandet var med til at give sortsyn hos investorerne.

C20 Cap-indekset endte dagen 2,7 pct. lavere i 965,32 og er nu samlet faldet 7,1 pct. siden nytår.

Skuffelse fra Novo

Formiddagens handel bød kun på moderate fald med Novo Nordisks regnskabsskuffelse i fokus, men ud på eftermiddagen trak stemningen sydover grundet et skuffende ISM-indeks fra USA's servicesektor samt nye nervøse udsving i olieprisen.

"Det er et følelses- og stemningsstyret marked, og det vil sandsynligvis fortsat være bundet til olieprisen," udtaler handelschef Michael James fra Wedbush Securities til Bloomberg News.

På den københavnske børs var der klø til regnskabsaktuelle Novo Nordisk, som især efter amerikansk børsåbning fik kontante kurshug. Årsregnskabet fra Nordens største børsnoterede selskab skuffede investorerne, både med indtjeningen i fjerde kvartal og især med fremtidsudsigterne.

Novo Nordisks nye finansielle mål varsler tocifret vækst i indtjeningen de kommende år - dog på et lavere niveau end koncernen før tidligere stilede efter. Driftsresultatet, EBIT, ventes at vokse med 10 pct. de kommende år mod tidligere omkring 15 pct. Selskabet kommer ikke med et nyt mål for overskudsgraden, da den ventes at forblive på de nuværende cirka 44 pct.

Svagt udspil

For analytikerne er der tale om et udspil, der er til den svage side. Medianen af seks analytikeres estimater var en langsigtet målsætning om en vækst i driftsresultatet, EBIT, på 10,5 pct. Laveste bud var 10 pct., mens højeste bud var 12 pct. Analytikernes forventning til Novos nye langsigtede mål for overskudsgraden var 45 pct.

Novo vil samtidig betale et udbytte på 6,40 kr. per aktie for 2015. Det er dermed lidt lavere end forudset af analytikerne, der ifølge Ritzau Estimates havde ventet et udbytte på 6,64 kr. per aktie.

Desuden annoncerer medicinalselskabet, at det i det kommende år - indtil årsregnskabet for 2016 - vil tilbagekøbe egne aktier for samlet 14 mia. kr. I det forgangne år har Novo Nordisk gennemført et aktietilbagekøbsprogram på 17,5 mia. kr.

Alt i alt faldt Novo-aktien 7,6 pct. til 349 kr., og selskabet tabte dermed hele 59 mia. kr. i markedsværdi på dagen. Det var samtidig den værste børsdag for selskabet i to år.

Fald i alle C20-papirer


Novo var dog ikke alene om at falde - det gjorde alle 20 papirer i C20 Cap. Med i bunden var medico- og medicinalaktier som GN Store Nord, Coloplast og Genmab samt bankerne Jyske Bank, Danske Bank og Nordea.

Danske Bank lyste ellers op tirsdag i et ellers dunkelt dansk marked, da banken fremlagde et regnskab for fjerde kvartal med positivt overraskende handelsindtægter, som har lunet godt på bundlinjen. Danske Bank skruede desuden markant op for sine udlodninger og indleder samtidig et aktietilbagekøbsprogram.

Flere finanshuse kvitterede med øgede kursmål for Danske-aktien, men den dårlige stemning fik kursen til at falde 1,9 pct. til 184 kr. og dermed røg godt halvdelen af tirsdagens løft på 4 pct.

Coloplast havde også "dagen derpå" efter et tirsdagsregnskab, som dog var landet i den modsatte kategori og udløste et fald på 4,2 pct. på dagen. Onsdag bød finanshusene ind med primært sænkede kursmål, og aktien faldt yderligere 3,5 pct.

ISS og TDC i toppen


Øverst i C20 Cap var det defensive aktier som ISS og TDC, der kom ud af onsdagen med de færreste skrammer. De faldt henholdsvis 0,7 pct. og 0,9 pct.

Blandt sidepapirerne var der også kursklø til islandske Össur, som kom med regnskab efter børslukketid tirsdag. Össur, der laver proteser og støtteskinner, leverede underliggende fremgang i fjerde kvartal, men valutamodvind betød, at fremgangen ikke slog igennem målt i regnskabsvalutaen dollar.

Nettoomsætningen, der steg med 5 pct. i lokal valuta, udgjorde på grund af kursudsvingene kun 125 mio. dollar mod 129 mio. dollar i samme periode sidste år. Driftsresultatet, EBIT, faldt til 19 mio. dollar fra 21 mio. dollar, og på bundlinjen blev det til et overskud på 13 mio. dollar mod 15 mio. dollar i fjerde kvartal af 2014.

Össur-aktien faldt 4,4 pct. til en kurs på 22,23 kr.

ALK-Abelló har fået sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb" hos Danske Bank, som mener, at aktien er fair prissat efter tre måneder med stigninger. Det kunne aflæses på kursen onsdag, hvor medicinalaktien var blandt de mest faldende med et dyk på 5,4 pct. til kurs 875.

It-selskabet Columbus har til gengæld overrasket positivt med en opjustering af 2015-udsigterne efter en gennemgang af regnskaberne. Uventet godt salg af egne produkter i fjerde kvartal medvirkede til et løft i prognosen på omkring 10 pct. Aktien steg 5 pct. til 7,40 kr.

/ritzau/FINANS

Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Anbefalet



Kun for Premium-kunder

C20 Cap

Aktie % +/- Kurs
William Demant Holding 0,22 +0,30 138,50
ISS -0,22 -0,60 273,90
Genmab -0,26 -3,00 1143,00
Novozymes B -0,34 -1,00 293,00
Pandora -0,56 -4,50 800,00
GN Store Nord -0,59 -0,90 150,70
Chr. Hansen Holding -0,60 -2,40 394,70
Nordea Bank -0,82 -0,55 66,20
Jyske Bank -0,92 -2,90 311,50
DSV -0,93 -3,10 329,70
Coloplast B -0,96 -5,00 514,50
TDC -0,97 -0,39 39,80
Danske Bank -0,98 -1,90 191,80
FLSmidth & Co -1,00 -2,60 256,50
Carlsberg B -1,02 -6,50 632,00
Vestas Wind Systems -1,16 -6,50 551,50
Novo Nordisk B -2,37 -7,20 296,80
A.P. Møller - Mærsk B -3,52 -360,00 9880,00
A.P. Møller - Mærsk A -3,78 -370,00 9420,00
H. Lundbeck -15,31 -41,60 230,10

Seneste Penge