Aktier: Draghi skaber anledning til comeback
Foto: Scanpix
Markeder Af
Med Tryg-aktien højest til hest red det danske aktiemarked torsdag med på stadigt mere positive bølger inspireret af blandt andet løfter fra chefen for Den Europæiske Centralbank, ECB, Mario Draghi, om yderligere pengepolitiske stimuli.

C20 Cap-indekset sluttede dagen i 948,7 eller hele 2,7 pct. højere end onsdagens slutniveau.

"Draghi kom jo lige ind og gav os lidt farve i kinderne. Meldingerne fra ECB er jo helt klart, at der er yderligere lempelser på vej på martsmødet, hvor ECB vil revurdere sin pengepolitik."

 "Han siger, at risikoen nedad er øget, og han sagde ret bombastisk, at "we have the power, willingness, determination to act, and we have plenty of instruments". Og vi fik også en pæn optur, som så ikke rigtig kunne holde, da amerikanerne åbnede. Men så tog vi en ny bølge," beskriver Ole Kjær Jensen, afdelingsdirektør i Sydbank, torsdagens aktiemarked.

Sammen med tendensen til et marked, som Ole Kjær Jensen beskriver som noget "oversolgt", giver Draghis udtalelser anledning til et comeback i markedet, mener han.

Men allerede inden Draghis løfter satte forsikringskoncernen Tryg kurs mod den klareste stigning blandt alle noterede aktier med et løft på 7,8 pct. til 122,30 kr.

"Tryg i toppen - et pænt regnskab. Og det er det, der løfter den. Et overraskende højt tilbagekøbsprogram. Jeg tror, konsensus lå på 725 mio. kr., men de kommer ud med 1 mia. kr. Og så har aktien haft det rigtig, rigtig svært gennem lang tid," påpeger Ole Kjær Jensen.

Tryg fik i fjerde kvartal et overskud på 721 mio. kr., hvor analytikerne ifølge et medianestimat indsamlet af Ritzau Estimates havde ventet et overskud på 553 mio. kr. Overskuddet af forsikringsdriften faldt til 522 mio. kr. fra 775 mio. kr. i fjerde kvartal 2014. Her havde analytikerne ventet et resultat på 599 mio. kr.

I Europa lå det brede Stoxx 600-indeks ved dansk lukketid noget efter det danske indeks med en stigning på 1,8 pct.

Og her er forklaringen, at den indekstunge Novo-aktie steg 3,4 pct. til 367 kr. Egentlige selskabsspecifikke nyheder var der ikke tale om for den store medicinalaktie, men sektoren havde en del fremgang i USA natten til torsdag, som kan have smittet positivt af på aktien.

 Midt i indekset lå FLSmidth med en stigning på 1,8 pct. til 219,50 kr. Torsdag morgen kom det frem, at Novo Nordisk Fonden har øget sin ejerandel i ingeniørkoncernen og nu ejer 7.700.000 aktier, hvilket svarer til 15,02 pct. af den samlede nominelle aktiekapital i FLSmidth.

Vestas-aktien var dagen i gennem presset mod bunden af indekset og sluttede med et fald på 0,6 pct. til 419,90 kr. Vindmølleselskabet har købt den tyske serviceudbyder Availon for 657 mio. kr. på gældfri basis, og finanshuset Kepler Cheuvreux har efterfølgende løftet kursmålet til 525 kr. fra 500 kr.

Exane BNP Paribas har omvendt sænket sin anbefaling af Vestas-aktien til "underperform" fra "outperform". Samtidig har finanshusets analytikere skåret kursmålet til 395 kr. fra 445 kr.

Opkøbet ses som Vestas' forsøg på at udvide aktiviteterne inden for service, også service over for møller, som ikke er Vestas' egne.

 Novozymes fik lidt revanche efter kursfald begrundet i tirsdagens regnskab for fjerde kvartal med en nedjustering af forventningerne til den langsigtede vækst.

Aktien steg 4,0 pct. til 271,50 kr., selv om SEB sænkede sin anbefaling til "hold" fra "køb" og skar kursmålet med 100 kr. til 290 kr. Jyske Bank reducerede samtidig kursmålet til 275 kr. mod tidligere 320 kr.

Uden for C20 Cap faldt rederiet Norden 7,8 pct. til 81,50 kr. Rederiet har nedskrevet værdien af sin tørlastflåde og hensat 340 mio. dollar, svarende til godt 2,3 mia. kr., uden likviditetseffekt.

Det oplyste rederiet via fondsbørsen onsdag efter børslukketid. Nordea har sænket sit kursmål for aktien til 120 kr. fra 165 kr. Anbefalingen lyder fortsat på "køb".

Schouw & Co. opjusterede forventningerne til sidste års driftsresultat, EBIT, efter en stærk afslutning på 2015. Koncernens omsætning var cirka 250 mio. større end ventet i fjerde kvartal.

Opjusteringen havde blandt andet rod i højere salg i Chile og Malaysia, og desuden medvirkede gunstige valutaforhold og udviklingen i råvarepriserne til et bedre resultat for konglomeratet, der ejer en række større danske virksomheder.

Nu forventer Schouw & Co., at det endelige EBIT i 2015 vil blive omkring 830 mio. kr. Den tidligere forventning til 2015 lød på et driftsresultat på 730-785 mio. kr.

Konglomerat-aktien steg 5,4 pct. til 343,50 kr.

Entreprenørkoncernen Per Aarsleff meddelte, at koncernen vil ændre i sin struktur ved at oprette et holdingselskab. Det sker ifølge selskabet, fordi det vil være en "hensigtsmæssig ramme for styring og udvikling af selskabets portefølje af aktiver og selskaber". Initiativet blev belønnet med en stigning på 6,5 pct. til 1980 kr.

/ritzau/FINANS

Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Kun for Premium-kunder

C20 Cap

Aktie % +/- Kurs
Coloplast B 0,70 +3,50 507,00
A.P. Møller - Mærsk A 0,63 +60,00 9580,00
A.P. Møller - Mærsk B 0,50 +50,00 9970,00
Jyske Bank 0,45 +1,40 313,70
Novo Nordisk B 0,26 +0,80 311,60
GN Store Nord 0,14 +0,20 143,10
William Demant Holding 0,07 +0,10 137,10
Danske Bank 0,00 +0,00 190,40
Chr. Hansen Holding -0,29 -1,20 406,50
ISS -0,30 -0,80 268,90
Carlsberg B -0,32 -2,00 623,00
Nordea Bank -0,32 -0,20 62,00
H. Lundbeck -0,47 -1,30 273,60
TDC -0,57 -0,21 36,60
Novozymes B -0,69 -2,00 286,20
Genmab -0,82 -9,00 1085,00
FLSmidth & Co -0,83 -2,10 250,10
DSV -0,87 -2,90 331,30
Vestas Wind Systems -1,44 -8,00 549,00
Pandora A/S -2,12 -18,00 831,50

Seneste Penge