Aktier: Rockwool kan gå mod strømmen efter opjustering
Foto: Scanpix
Markeder Af
A.P. Møller-Mærsk kan meget vel komme under pres tirsdag, hvor olieprisen fortsætter ned til niveauer, der ikke er set siden 2003. Uro over effekterne af olieprisfaldet sender aktiemarkederne lavere, om end det danske marked kan glæde sig over godt nyt fra Rockwool, som opjusterer forventningerne til det netop afsluttede regnskabsår.

Fra oliemarkedet er der ingen lindring i forhold til bekymringerne over, hvilken effekt prisfaldene får på sektoren og på de banker, som har lånt ud til olieselskaberne.

 Prisen på en tønde nordsøolie, Brent, falder for syvende børsdag på stribe - denne gang med 2,7 pct. til 30,55 dollar. Samtidig bekymrer Kinas vækstopbremsning fortsat markederne, om end de kinesiske aktiemarkeder tirsdag synes at blive holdt oven vande af myndighederne.

"Nervøsiteten er stadig til stade, men så slemt ser det heller ikke ud her fra morgenstunden. Generelt ser det ud til, at vi åbner lidt lavere, så må vi se, hvad der sker frem mod klokken 9," siger afdelingsdirektør i Sydbank Ole Kjær Jensen til Ritzau Finans.

På futuremarkedet indikeres det tyske marked 0,5 pct. lavere. Det danske C20 Cap-indeks dykkede mandag 1,4 pct. til 982,49 og er for året faldet med 5,5 pct.

I Sydbank venter fortsat opmærksomhed om råvaresektoren.

"Mærsk fik en opjustering fra UBS mandag, men det er klart, at med en faldende oliepris, der vil aktien nok stadigvæk have det svært," vurderer Ole Kjær Jensen.

Tilsvarende hurdler kan lure forude for FLSmidth. Minesektoren var mandag præget af store fald i USA, hvor råvareproducenten Freeport-Mcmoran dykkede over 20 pct., og FLSmidths amerikanske konkurrent på markedet for mineudstyr, Joy Global, sluttede over 6 pct. lavere.

 FLSmidth steg mandag med 2,4 pct. til 226,50 kr. B-aktien i Mærsk faldt for fjerde børsdag på stribe dog blot med 0,2 pct. til 8080 kr. efter et samlet fald på næsten 10 pct. i sidste uge.

Uden for C20 Cap-indekset kan Rockwool gå til vejrs, efter at have meldt om en god afslutning på 2015. Isoleringsproducenten venter nu et driftsresultat før nedskrivninger og omkostninger til omstrukturering på lidt over 170 mio. euro mod tidligere over 150 mio. euro. Mandag faldt Rockwool med 3,2 pct. til 875 kr.

Der kan tirsdag også være grund til igen at holde øje med TDC, der var godt kørende mandag efter en løftet anbefaling fra UBS. Ud på aftenen kom der dog malurt i bægeret, da JPMorgan Chase skar sit kursmål med til 36 kr. fra 49 kr. Anbefalingen er fortsat ”neutral”. Mandag steg TDC 1,4 pct. til 34,43 kr.

Novozymes fik kurstæsk mandag, hvor aktien faldt 5,2 pct. til 307,20 blandt andet oven på en nedjustering af Danske Banks anbefaling af aktien til ”sælg”. Tirsdag er der nye rynkede bryn fra analytikerhold i form af Jefferies, der sænker sit kursmål til 287 kr. fra 301 kr.

SAS kommer tirsdag kl. 11 med trafiktal for december. Flyaktien har været en af de allerbedste i 2016 på børsen. Mandag faldt den lidt tilbage, men samlet set er den alligevel steget 10 pct. i forhold til kursen før nytår.

Østjydsk Bank fandt sent mandag frem til omfanget af de ekstra nedskrivninger, Finanstilsynet havde krævet af den pressede bank. Der er nu nedskrevet yderligere 8 mio. kr. for de første tre kvartaler af 2015, hvilket bringer periodens underskud op på 17,5 mio. kr. Det er især investeringsejendomme, der ikke var værdisat korrekt ifølge tilsynets vurdering. Bankaktien lukkede mandag 0,5 pct. lavere i 0,97 kr.

/ritzau/FINANS

Læs også



Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Anbefalet



Kun for Premium-kunder

C20 Cap

Aktie % +/- Kurs
A.P. Møller - Mærsk B 2,02 +200,00 10110,00
A.P. Møller - Mærsk A 1,64 +155,00 9630,00
TDC 1,45 +0,48 33,69
Carlsberg B 1,21 +7,00 587,00
GN Store Nord 1,18 +1,60 136,80
Coloplast B 0,83 +3,70 448,50
Genmab 0,76 +9,00 1189,00
ISS 0,72 +1,70 236,20
William Demant Holding 0,70 +0,80 115,80
Novo Nordisk B 0,59 +1,40 239,00
Jyske Bank 0,42 +1,30 308,90
Pandora 0,30 +2,50 828,50
Danske Bank 0,05 +0,10 205,10
Vestas Wind Systems 0,02 +0,10 437,60
FLSmidth & Co 0,00 +0,00 284,80
Nordea Bank -0,07 -0,05 72,80
DSV -0,20 -0,60 306,20
H. Lundbeck -0,22 -0,60 268,00
Chr. Hansen Holding -0,26 -1,00 383,00
Novozymes B -1,60 -3,70 226,90

Seneste Penge