Søg
Bliv kunde

Aktier: TDC trodsede ny tristesse
Foto: Scanpix
Markeder Af
De danske aktier fik sig en ordentlig tur i rutsjebanen fredag, men det hele endte som tre af de fire foregående dage i 2016 - med brede fald over hele linjen.

Teleselskabet TDC var den klare undtagelse. Aktien løb fra alle andre i C20 Cap-indekset, som samlet noterede sig et fald på 1,5 pct. til 995,98. Dermed er indekset over denne uge - og altså i 2016 - faldet med 4,1 pct.

Fredagen startede ellers positivt, men omkring middagstid faldt aktierne ned i rødt igen for senere at kravle op i plusser igen som reaktion på en stærkt positiv amerikansk jobrapport. Den optimisme holdt dog kun kortvarigt, idet investorerne fortsat er nervøse for, hvad der sker med den økonomiske vækst i Kina.

Effekt fra job-rapport

"Det er den samme nervøsitet, der har været hele ugen, som stadig præger. Specielt udviklingen i Kina og på råvaremarkedet er en sten i skoen. Jobrapporten fra USA var god og løftede markedet, men det er siden ebbet ud igen," siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver hos Jyske Bank, til Ritzau Finans og spår nye lempelser fra verdens næststørste økonomi.

"Vi synes, at tallene fra USA er positive, men det står lidt i skyggen af usikkerheden fra Kina. Der kunne godt komme et eller andet fra værktøjskassen, der skal forsøge at dæmpe usikkerheden. Lur mig om ikke vi har et eller andet tiltag, når vi møder mandag," fortsætter han.

Som undtagelse til den negative tendens stak TDC klart ud fredag. Selskabet var formentlig gavnet af, at konkurrenten Telenor torsdag endnu engang valgte at hæve priserne på sine billigste abonnementer og dermed fortsætter den tendens til prisstigninger, der har været på det seneste.

Det skal være med til at løfte den indtjening, der ellers har været under pres i lang tid i kampen for at vinde nye kunder gennem billige abonnementer.

Igen fokus på Kina

Torsdag handlede det meste på aktiemarkedet dog om usikkerheden om Kina, og derfor faldt belønningen først i fredagens handel, hvor særligt udlandet købte stort op, og TDC-aktien steg med 5,6 pct. til 33,95 kr.

"Mit bedste bud er, at prisforhøjelserne i hvert fald påvirker, men det burde nok primært have været indpriset torsdag. Vi nærmer os også kapitalmarkedsdagen, hvor der formentlig kommer mere lys over, hvad der sker med udbyttet," siger Martin Munk.

Positiv stemning var der dog også omkring GN Store Nord, hvis høreapparatforretning, GN Resound, torsdag indgik forlig med konkurrenten William Demant Holding i samtlige af de verserende patentsager, der er mellem de to selskaber.

Det sætter en stopper for retsgangen, og det ser ud til at falde bedst ud for GN Store Nord, der dog også havde nytte af en løftet anbefaling hos den amerikanske storbank Jefferies, der nu anbefaler "køb" mod tidligere "hold", mens kursmålet er løftet til 145 kr. fra 132 kr.

GN Store Nord steg med 2,0 pct. til 129,80 kr. William Demant-aktien faldt omvendt med 4,5 pct. til 620,50 kr.

Tungt hos Mærsk

Med i bunden af C20 Cap-indekset var også de tunge Mærsk-aktier, der endnu engang var i modvind, efter at fragtraterne på containerruterne mellem Asien og Europa igen faldt tilbage i denne uge.

Dermed varede den store ratestigning ved indgangen til 2016 umiddelbart ikke længe. Raterne for fragt af en tyvefodscontainer (teu) mellem Asien og Nordeuropa faldt i denne uge med 300 dollar til 932 dollar.

Derudover vendte oliepriserne også i løbet af fredagen, så prisen for den sorte råvare nu er faldet alle fem handelsdage i USA til det laveste niveau i mange år.

Mærsks B-aktie faldt med 4,0 pct. til 8095 kr., mens A-aktien satte sig 3,9 pct. til 7995 kr.

Fald til Pandora

Pandora, der trodsede den negative stemning torsdag efter flotte salgstal for 2015 samt flere positive nyheder fra selskabets kapitalmarkedsdag i Bangkok i Thailand, var også blandt fredagens røde aktier.

Her blev nogle af stikkene fra torsdagens stigning nemlig hevet hjem, og Pandora-aktien faldt med 2,2 pct. til 880 kr.

Blandt sidepapirerne var der positiv opmærksomhed til Cbrain, der fredag kom med en stor opjustering af forventningerne til årets indtjening.

Det fulgte torsdagens meddelelse om, at selskabets indtog på det britiske marked har givet så meget blod på tanden, at Cbrain, der laver software til primært statslige organer, nu også vil forsøge at møve sig ind på det amerikanske marked.

Aktien steg med 4,7 pct. torsdag, og fredag fortsatte opturen med et løft på 15,2 pct. til 64,50 kr.

/ritzau/FINANS

Hvad mener du - deltag i debatten

Børsen vil rigtig gerne vide, hvad du mener om denne historie. Bidrag gerne med holdninger, gode ideer og konstruktive indspark. Vi ønsker en god og saglig debat. Du kan læse om vores debatregler her.

Med venlig hilsen
Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør

Anbefalet



Kun for Premium-kunder

C20 Cap

Aktie % +/- Kurs
William Demant Holding 0,22 +0,30 138,50
ISS -0,22 -0,60 273,90
Genmab -0,26 -3,00 1143,00
Novozymes B -0,34 -1,00 293,00
Pandora -0,56 -4,50 800,00
GN Store Nord -0,59 -0,90 150,70
Chr. Hansen Holding -0,60 -2,40 394,70
Nordea Bank -0,82 -0,55 66,20
Jyske Bank -0,92 -2,90 311,50
DSV -0,93 -3,10 329,70
Coloplast B -0,96 -5,00 514,50
TDC -0,97 -0,39 39,80
Danske Bank -0,98 -1,90 191,80
FLSmidth & Co -1,00 -2,60 256,50
Carlsberg B -1,02 -6,50 632,00
Vestas Wind Systems -1,16 -6,50 551,50
Novo Nordisk B -2,37 -7,20 296,80
A.P. Møller - Mærsk B -3,52 -360,00 9880,00
A.P. Møller - Mærsk A -3,78 -370,00 9420,00
H. Lundbeck -15,31 -41,60 230,10

Seneste Penge